CB radioens historie – set med danita’s øjne 

 
De første danske bestemmelser om brug af privatradio kom i 1965. 27 MHz båndet, som man i Danmark havde ”arvet” fra USA, blev kaldt medborgerbåndet – oversat fra Citizens Band. 
 

Året efter grundlagde Peer Kølendorf Dansk-Italiensk Film Co., som intet havde med Italien at gøre, men dog havde noget med film at gøre – kortfilm optaget til oplæg for diskussionsaftener i ungdomsklubber. Men film var der ikke penge i, så firmaet begyndte allerede i 1967 at importere små walkie-talkies fra Japan. Det var længe før den slags elektronik blev fremstillet i de andre asiatiske lande. De små walkie-talkies overholdt ikke de danske tekniske bestemmelser, men der var et hul i loven, idet man gerne måtte sælge men ikke bruge apparaterne. De kostede dengang 40-50 kr. pr. par i indkøb og blev pr. postordre solgt for 176 kr. pr. par. God forretning, blot man huskede at stemple på fakturaen, at de ikke måtte bruges i Danmark! 
 

Skulle man vokse i den branche, måtte man have apparaterne typegodkendt. Den første typegodkendelse fik firmaet i 1968 – for over 40 år siden. Det blev starten til en blomstrende forretning. Pony CB-36-DIF hed den første model. DIF (Dansk-Italiensk Film) blev tilføjet på typeskiltet for at indikere, at den originale model var blevet ændret til danske bestemmelser for at kunne blive typegodkendt.  
 

Familie og venner blev sat til at tage apparaterne ud af kasserne, skrue bagsiden af, skrue printet af og derefter fjerne og tilføje nogle komponenter. De danske bestemmelser tillod kun 100 mW dengang, og apparaterne var typisk fremstillet til de amerikanske bestemmelser, som tillod 5 W sendeeffekt. 
 

Sådan gik det i mange år. Mobilstationer og basestationer, som blev importeret fra Japan blev splittet ad, når de kom til Danmark for at kunne blive ændret til danske bestemmelser. 
 

Først i slutningen af 70’erne, hvor markedet boom’ede i Danmark, blev apparaterne fremstillet i Østen til de danske bestemmelser, som da var blevet ændret til at tillade 500 mW sendeeffekt. Fona og andre store kædebutikker solgte walkie-talkie dengang, da markedet var på sit højeste, men da det faldt ned til et lavere niveau, blev det (igen) kun specialbutikker, som forhandlede 27 MHz apparater. 
 

I begyndelsen af 70’erne skulle vi pludselig finde på et navn til at sætte på de apparater, som vi importerede. Det havde vi slet ikke tænkt på indtil da, så vi måtte hurtige finde på noget. Det blev DAN-ITA – de første stavelser i firmanavnet. Meget snart blev det ændret til DANITA, som siden hen blev registeret varemærke og nu også er EU-varemærke. 
 

Da firmaet fejrede 10 års jubilæum i 1976 og ikke mere havde ret meget med hverken film- eller fotobranchen at gøre, ændrede vi navnet til DANITAS RADIO, men har siden beholdt Dansk-Italiensk Film Co. som bifirmanavn. I 2000 besluttede vi at ændre navn igen, da walkie-talkie salget efterhånden var en meget lille del af vores salg. Et reklamebureau fandt på det nye navn, Comitel, som en kombination af Communication, IT og Telephone, men i 2008 genopstod DANITA som firmanavn, da aktiviteten med salg af CB-Radio og scannere blev skilt ud i et selskab for sig under navnet, DANITA ELECTRONICS. 
 

Siden de små walkie-talkies blev importeret i 1966 er der blevet importeret flere hundrede tusinde apparater. Især de små legetøjsapparater talte i perioder meget i antal solgte apparater. Ofte kom der 1-2 gange om året 5000 par hjem fra Østen. 
 

Da vi selv i slutningen af 70’erne begyndte at få fremstillet apparaterne til de danske – og efterhånden mere eller mindre europæiske bestemmelser – begyndte vi at sælge til andre lande. Først Sverige og Norge, og i dag sælger vi til 20 lande i Europa under DANITA-navnet. 
 

De fleste betragter markedet for CB-Radio som dødt, men det er det slet ikke, når man sælger til så mange lande. Især lastbilschauffører bruger CB-radio over hele Europa, og i flere af de østeuropæiske lande bruges CB-radio af private bilister i stort omfang. 
 

De nyeste modeller, vi får produceret i Østen, især i Kina og Thailand, er mikroprocessorstyrede, så de let kan omstilles til forskellige landes frekvenser. Trods forsøg på enighed, er det aldrig lykkedes at harmonisere 27 MHz båndet i Europa. England, Tyskland, Polen m.fl. har fortsat lidt forskellige frekvenser ud over dem, vi kender i Danmark og Norden. 
 

I modsætning til apparaterne fra 60’erne op til 80’erne er der meget få fejl på apparaterne i dag. De er mikroprocessorstyrede og består af ganske få komponenter, så fejlmulighederne er meget små. Det kan stort set ikke betale sig at reparere dem, så ofte bytter vi blot til nyt. 
 

Og priserne: I forhold til indkøbspriserne i slutningen af 60’erne koster apparaterne i dag ofte kun 1/3 – endda i nutidspriser trods inflation gennem 40 år. Men sådan er det jo med al elektronik.